Status på valgkampen: Højdepunkterne i en god uge var de mange gode samtaler (og ekstreme mængder kaffe) med massevis af medlemmer og et spændende paneldebatmøde med masser af medlemmer og mine to gode medkandidater, Christian og John. Der blev på mødet stillet mange gode spørgsmål.
Jeg har efterfølgende tænkt lidt over, om jeg var lidt uskarp i forhold til især et spørgsmål:
Hvor skal pengene komme fra?
For det er klart, at man ikke bare kan snakke om, at vi skal gøre noget for barnets første 1000 dage, at vi skal sikre en ordentlig velfærd for de ældre, at vi bruger for lidt på folkeskolen.
Pengene skal også være der. Jeg er med på, at kommunens serviceramme (lidt teknisk er det de penge, kommunen har lov til at bruge) er under pres. Vi har færre penge til rådighed end vi har behov for at bruge, når velfærden skal løftes. Vi kan ikke beskatte os ud af det.
Så hvad gør vi så?
For det første skal vi gennemgå omkostningerne til en række mellemkommunale samarbejder, hvor jeg virkelig er i tvivl om, om vi får værdi for pengene. Man skal kun indgå i et kommunalt samarbejde, hvis det gavner Fredericias borgere – ellers er det bare verdens dyreste frokostklubber. For det andet skal vi være langt, langt mere ambitiøse, når det handler om at rejse eksterne midler til finansiering af velfærdsløft.
Hvis vi er lidt fikse på fingrene (og lovlige, rolig nu), kan vi rejse massevis af penge til udvikling af for eksempel et projekt, der skal løfte børns første 1000 dage. Og det vel at mærke uden at det går ud over hjemmehjælpen eller folkeskolerne.
Nogen har i valgkampen kaldt mig en ”sælgertype”. Jeg er ikke sikker på, at det var kærligt ment. Men jeg tror på, at jeg kan sælge udvikling af helt nye velfærdsprojekter til eksterne fonde, der for eksempel vil finde det meget interessant at se, om et løft af barnets første 1000 dage kan bryde den sociale arv og få alle med – i skolen, på arbejdsmarkedet og i det gode liv.
For det tredje skal vi være opmærksomme på, at de meget brede budgetforlig nogle gange også er for dyre. Alle partier skal have noget med hjem til mærkesagerne, og det er spørgsmålet om det er for dyrt betalt.
Jeg er tilhænger af bredt samarbejde i byrådet, både i hverdagen og ved budgetindgåelsen. Men alle ansvarlige partier må altså udvise mådehold i kravene, og indimellem har jeg haft oplevelsen af, at mådeholdet mest er blevet udvist af den socialdemokratiske byrådsgruppe, der har været den eneste samlende faktor.
Den kultur skal der arbejdes med.
Og for det fjerde skal der være et jernhårdt fokus på, at budgetter skal være realistiske og skal overholdes. Hvis medarbejdernes trivsel betyder noget i kommunen – og det gør det for mig – kan vi simpelthen ikke have besparelsesrunder flere gange om året.
Det er demotiverende og skaber utryghed. Det var nogle af mine foreløbige overvejelser. Der kommer flere – og jeg forbeholder mig som altid retten til at blive klogere.
Ha en dejlig weekend i det spæde forår.
Kh. Andreas
